Mit navn er Alex Scher, født i 1946. Jeg har i skrivende stund  lungekræft, som jeg nu har levet med siden sygdommen blev konstateret ved et medical - tjek i august 2002. På det tidspunkt fik jeg at vide af en storgrinende 1. reservelæge (Anne Jacobsen) på Herlev Sygehus, at jeg kun havde 3-5 mdr. tilbage at leve i. Det var et kæmpe chock og jeg har da også været nede i mange STORE sorte huller siden, men jeg har da heldigvis indtil nu gjort hendes ord til skamme! TÆNK, AT SIGE NOGET SÅDANT TIL ET ANDET MENNESKE, det er der vist ikke ret mange der kan tåle at høre - HVEM HAR GIVET HENDE RET TIL AT SPILLE "GUD" ??
12. marts 2004: - Jeg har for ca. 3 uger siden søgt SLV om at få mit flycertifikat igen evt. med løbende kontroltjek, men i dag har jeg desværre fået afslag -og jeg får aldrig mit certifikat igen, lidt skuffende - men jeg kan da heldigvis flyve sammen med min gode ven Henrik West, han har virkelig stillet op både før og efter jeg blev syg.
I april 2004 fik jeg svar på min sidste PET scanning som viste, at der pludselig ikke var noget tegn på kræft i kroppen længere - dog var der en knude på halsen, som jeg nu skal have opereret væk på Gentofte sygehus, så det var en ret positiv melding, hvilket jeg selvfølgelig er glad for, men jeg føler mig stadig meget stresset over situationen.
Jeg er nu blevet opereret i halsen og det viste sig som forventet, at det var kræft og at det også havde bredt sig til nogle lymfekirtler ved siden af. Den 22/7-04 skal jeg PET/CT scannes igen - det bliver jeg hver 3. måned og der er desværre igen noget som er hævet på halsen - så nu er jeg selvfølgelig bange og nervøs igen!
Den 3. august 2004 fik jeg så svar på min sidste scanning som blev foretaget den 22. juli 2004 - Jeg havde håbet og bedt til, at svaret ville være, at der nu ikke var noget kræft at se - men desværre var der opstået en ny lymfeknude med kræft i på 1,3 x 2,2 cm. ved bækkenet. Jeg havde tidligere fået at vide, at en knude på ca. 1/2 cm. var der ca. 500.000 kræftceller i, men min overlæge på Herlev fortalte mig, at i en knude på en halv cm. indeholdt ca. 1 milliard celler, så der er ikke noget at sige til at det kan gå utroligt stærkt med at sprede sig ud i kroppen. Jeg skal i næste uge begynde strålebehandling hvor jeg får stråler både bag-og forfra 5 dage i træk. Det er stadig kun det som lægerne kalder "lindrende" behandling og IKKE helbredende. Denne behandling klarer jeg forhåbentlig også - men hvad bliver det næste?
I morgen torsdag den 19. august er det så sidste strålebehandling- og jeg har heldigvis indtil nu ikke haft de helt store bivirkninger, andet end jeg selvfølgelig er "kronisk" træt. Jeg har bedt til, at denne behandling må virke og at der ved næste scanning ikke vil vise sig at være mere kræft at se! Jeg skal scannes igen den 30. november 2004 (normalt bliver jeg scannet hver 3. måned) men Herlev Amtsygehus har åbenbart så travlt, at de har været nødt til at udsætte min scanning 1 måned - Så kan kræften rigtig få lov at vokse yderligere! Hver gang jeg nærmer mig en scanning breder nervøsiteten sig, både for scanningen og det efterfølgende svar. Man gennemlever simpelthen et psykisk trauma hele tiden, for hvad viser nu det næste? Jeg springer nu frem til den 7. september 2005 -og har desværre netop fået konstaret 2 hjernesvulser på hhv. 2 og 1 cm. den store ligger over ved venstre tinding og ca. 2,5 cm dybt og den anden ligger lige over højre pandelap. Jeg har godt vidst fra start, at det kunne sprede sig til hjernen, men jeg troede ligesom ikke det ville ske for mig. Jeg har haft stærke smerter fordi svulsten danner væske og trykker på nogle centre som har indvirkning på forskellige ting. Jeg er derfor blevet sat i "Prednisolon" behandling som skal fjerne trykket og (smerten) men der er så andre bivirkninger f.eks. at man bliver tyk i ansigtet og jeg har også fået klumpfødder. Nu venter jeg på hvilken behandling lægerne kan tilbyde - de har talt om stråler igen, men det hele er jo stadig en meget stakket frist. Jeg tror ikke der er nogen som kan forestille sig hvor frustrerende hele denne situation er... Man dør af det her - jeg syntes bare det er lidt for tidligt når jeg kun er 59 år..

Læg venligst mærke til at tingene ikke er i datoorden:

(Siden er sidst opdateret den 05-07-2007 17:23)

Jeg har den 9. september 2004 bestået et PFC (periodisk flyvetjek) hvilket betyder, at jeg har bevaret mine certifikat rettigheder de næste 2 år, således at hvis "miraklet" skulle ske, at jeg en dag ville få min medical igen - Ja, så er jeg stadig pilot.

Min Gæstebog virker desværre IKKE p.g.a. den server jer bruger, så jeg håber Du vil sende en mail, hvor Du evt. kommenterer mit website og min situation... KLIK HER jeg vil forsøge at besvare alle mails i videst muligt omfang

Jeg har lavet denne hjemmeside, dels for at fordrive tiden og dels for at flyvning er min store interesse, ligesom jeg også har lavet den til minde om mig. Jeg håber, at alle dem jeg kender, famile som venner, vil huske og mindes mig som et godt, initiativrigt, ærligt og kreativt menneske. TAK TIL ALLE!

Jeg tog flycertifikat, da jeg var 54 år gammel. Jeg tror det var en eller anden drengedrøm der gik i opfyldelse. Det hele startede med, at vi en dag sad ved middagsbordet -og min søn Kenneth spurgte om ikke der var en eller anden hobby jeg kunne tænke mig og hvor jeg pludselig sagde: Ved I hvad jeg godt kunne tænke mig: "At blive Pilot", allerede næste dag gik jeg igang med at undersøge mulighederne og mit valg faldt på "CAT" Copenhagen Air Taxi, som for det meste beskæftiger sig med at uddanne piloter. Jeg valgte "CAT" fordi de virkede seriøse og som om de havde tjek på tingene. Jeg startede på teorien den 17. august 1998 og var enig med min hustru om, at jeg skulle tage teorien inden jeg begyndte at flyve, for som hun sagde: at der var ingen grund til at bruge penge på de forholdsvis dyre flyvetimer før jeg havde klaret teoridelen. Jeg gik til teori hver mandag og onsdag i tre timer i ca. et halvt år. Jeg troede, at når jeg havde taget teorien, ville det være "Piece of Cake" at klare den praktiske del - men der blev jeg sandelig klogere. Der var selvfølgelig mange ting at lære og jeg kunne virkelig mærke, at når jeg hang deroppe i luften, havde jeg brug for al den teori jeg havde lært. Det aller sværeste for mig var, at lære at lande fuglen, men efter hårdt slid og en god portion gå-på-mod og tålmodighed - ja så var den der lige pludselig.

Det var en rigtig skøn fornemmelse, at vide at nu kunne man altid komme sikkert ned. Jeg blev undervist af mange dygtige instruktører, men der var især én jeg fløj rigtig meget sammen med, hans navn er Henrik West og oven i hatten fik jeg samtidig den bedste ven for livet selvom den store aldersforskel (han er idag 28 år gammel) en utrolig dygtig pilot, som i dag er styrmand. Han har arbejdet i forskellige flyselskaber bl.a. Maersk Air, men måtte forlade det p.g.a. nedskæringer. Nu starter han den 1. februar 2004 hos Sterling og jeg kan kun ønske ham alt mulig held og lykke, jeg ved, at han vil blive udnævnt til kaptajn i en ung alder.
Fortsættelse af min historie... Klik HER